søndag den 30. marts 2008

Flickr 2

Et foto af havens pryd - en Cornus Causa i fuldt flor er uploadet på Flickr. Det gik glat. Men jeg er lidt usikker på tildeling af rettigheder.

lørdag den 29. marts 2008

Flickr 1

Så kom jeg også på rundtur i Flickr og fik uploaded et foto til min blog. Det tog sin tid - ikke fordi det var specielt indviklet, men fordi jeg fortabte mig i minder fra Rom.

Roma, Fontana di Piazza Farnese

En af mine yndlingspladser i Rom med Palazzo Farnese, der i dag huser den franske ambassade, men er bedre kendt for 2. akt af Tosca (frugtkniven). På pladsen står 2 badekar fra Roms termer, og i det ene hjørne ligger den lille skandinaviske kirke Santa Birgitta, hvor man kan hvile sine ømme fødder, medens nonnerne synger som engle.

Picasa

Program installeret og billeder fremfundet. Det var sjovt at lege med farverne, men især faciliteten med eliminering af de uklædelige røde øjne er nyttig.

fredag den 28. marts 2008

YouTube og Bibstream

På YouTube kan man godt fortabe sig i godbidder. Toscas arie Vissi d'arte kan nu nydes på bloggen. Det gik smertefrit for mig - ikke for Tosca.

Silverlight plugin er installeret og Bibstream udforsket. Jeg fandt bl.a. videoen om Læseklubben i Nøjsomhed, som vi måtte opgive at se i salen for nylig.

YouTube og Vissi d'arte

Toscas vidunderlige arie fra 2. akt af Puccinis opera Tosca, hvor hun synger om sit liv for kunsten. Vi er i Palazzo Farnese i Rom, og Scarpia har netop aftvunget hende et løfte om en elskovsnat mod at frigive hendes elskede Cavaradossi. Hun indvilliger, men ser i det afgørende øjeblik sit snit til at stikke en frugtkniv i slynglen. Så kan han lære det!!

Mp3

Efter succesen med netmusikken, skulle der gang i mp3-afspilleren. Nu skal man jo aldrig undervurdere tidsforbruget til den slags, men at det skulle tage hele skærtorsdag, kom som en overraskelse. Lanfredag var det endelig tid til det egentlige, men oh gru - det hjemlige isenkram opførte sig helt anderledes, og den berømmede vejledning kom til kort. Det lykkedes dog ad kringlede veje at hente mere musik fra netmusikken til pc'en, og det kom vist nok også over på mp3-afspilleren i udpakket stand, men jeg har opgivet at genfinde det.
Et nyt forsøg på arbejdspc'en her til morgen resulterede i en fejlmeddelelse, så nu tager vi lige en pause. Det forlyder desuden, at netmusikkvoten er opbrugt, så...

onsdag den 19. marts 2008

Bibliotekernes Netmusik

Ved hjælp af Lisbeths velvillige introduktion og Ians glimrende vejledning har jeg nu downloadet 2 vidunderlige arier til min pc. Så når det bliver for broget kan jeg smelte til tonerne af Silver moon og O mio babbino caro - de trækker vand!
Nu skal der pustes liv i mp3-afspilleren, så jeg også kan bære vellyden med mig.

tirsdag den 4. marts 2008

Last.fm

Lyden er nu forstærket via Last.fm, og salige toner møder mine brugere.